Berlin er meget mere end den årlige Berlinale. Besøg for eksempel det moderne filmmuseum i Sony-Center, hvor man blandt andet kan se Marlene Dietrichs rober. BERLIN er en kontrast mellem gammelt og splinternyt. I byens filmmuseum er modsætningerne slående. I det moderne Sony-Center på Potsdamer Platz tager lydløse elevatorer dig med op gennem glasskakter, og når du træder ind i museets gamle filmverden, bliver du modtaget af et futuristisk spejllandskab. Men alt det, det drejer sig om, filmen, er fra gamle dage. I museets hjerte, det inderste rum i de overvejende mørke lokaler, gemmer på kjoler og kostumer fra tysk films største diva, Marlene Dietrich. Efter hendes død i 1992 blev alle de ting, som den gådefulde legende havde samlet gennem et langt liv, solgt på auktion i New York. Blandt køberne var Forbundsrepublikken Tyskland, og de effekter, som den købte, er udstillet på Deutsche Kinematik - Museum für Film und Fernsehen, som det retteligt hedder. 1000 film Filmmuseet byder på ikke færre end 120 genstande og filmrekvisitter fra tysk film- og fjernsynshistorie, omkring 500 fotos og mere end 1000 uforglemmelige filmøjeblikke, som man har mulighed for at genopleve - blot man har tid nok. Naturligt nok fylder Marlene Dietrich en stor del af udstillingerne. For generationer af mennesker på begge sider af Atlanterhavet var den tyske skuespiller og sanger et symbol på modstanden mod krig, blandt andet personificeret i sangen "Sag mir wo die Blumen sind". En hel verden elskede Marlene Dietrich for hendes sensuelle stemme og de veldrejede ben. Ud over de åbenbare ydre talenter besad hun også et stort mod og en skarp hjerne, og på filmmuseet skildres hendes forunderlige skæbne. Hendes liv begyndte i et højborgerligt preussisk officershjem i Berlin-Schöneberg og tog fart i 1920ernes brølende Berlin, hvor alt var tilladt, og fortsatte i 1930ernes Hollywood. Hun skiftede sit tyske statsborgerskab ud med et amerikansk, efter at den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop, forsøgte at hverve hende for fædrelandet. I stedet for opmuntrede hun under Anden Verdenskrig de allierede styrker i Europa og Nordafrika med sin sang. Den definitive afsked med sit fædreland kom dog, da hun i 1960 blev kaldt fædrelandsforræder, og der blev spyttet efter hende på gaderne i Vestberlin. Optisk bedrag Filmmuseet virker meget større, end det i virkeligheden er. Det er de virkningsfulde spejlvægge, der giver det optiske bedrag. En passende effekt, når filmverdenen jo nu også er det fuldendte bedrag. Man føler, man går igennem Dr. Caligaris kabinet med de skæve linjer i dekorationerne. "Caligari" er måske den mest kendte film fra Weimarrepublikkens tid og blev indspillet i 1920 i Berlin-Weißensee. Filmen har fået mytestatus, fordi dens særlige grafiske stil kom til at stå som et symbol på den spaltede og meget kontrastfyldte verden, der opstod efter Første Verdenskrig - i Europa, men især i Tyskland, hvor opbruddet og opgøret med gamle værdier fik perverse resultater. På filmmuseet kan man blandt andet se den originale drejebog til Caligari, og en serie modeller viser, hvordan filmen rent praktisk er blevet optaget. Der er også et lille dansk aftryk på fimmuseet - nemlig "die Asta". Man kan se de kastagnetter, som Asta Nielsen brugte i den danske filminstruktør Peter Urban Gads "Døden i Sevilla". Det var Urban Gad, der opdagede Asta Nielsen og dermed sendte hende videre til den tyske filmverden, da Danmark blev for lille for hende. Asta Nielsen blev gift med Urban Gad og flyttede i 1911 til Berlin, hvor hun blandt andet fik sit eget produktionsselskab og arbejdede med ægtemanden som fast instruktør indtil 1916. Hendes slanke skikkelse , de udtryksfulde hænder og de store strålende øjne passede glimrende til filmen. I Tyskland markedsførte man hende som en stor stjerne - Die Asta - og hun indspillede knapt 70 film i Tyskland indtil 1932. Det var filmtitler som Der Absturz fra 1922, Nach dem Gesetz fra 1919 og Dirnentragödie fra 1922. Hendes eneste tonefilm, "Unmögliche Liebe" fra 1932, blev derimod ingen succes. Efter nazisternes magtovertagelse kunne hun ikke finde sig til rette i Tyskland, og hun rejste tilbage til København i 1936. Museet er kronologisk indrettet og kommer hele vejen omkring tysk filmhistorie. Heller ikke Leni Riefenstahl og filmene under nationalsocialismen er glemt. En stor afdeling er for eksempel helliget de mange tyske filmfolk, der gik i eksil i årene 1933-45. Biografier af ti filmstjerner i efterkrigstiden - deriblandt Hildegard Knef, Heinz Rühmann, Romy Schneider, Mario Adorf, Hanna Schygulla og Götz George und Franka Potente - viser udviklingen i det delte Tyskland. For de yngre kinogæster er de permanente udstillinger med Oscar-prisvinderen Ray Harryhausens fanatasiverden det mest fængende. Til sidst er også en afdeling med science fiction med fokus på George Lucas und Steven Spielberg. Besøget i Berlins filmmuseum kan kombineres med det mindst lige så anbefalelsesværdige Filmmuseum Potsdam, hvor man også kan besøge Filmstadt Babelsberg. |
